Psykolog København | Det hjælper vi med

Behandling af angst

Psykolog i København der skriver konkrete værktøjer til angstbehandling på tavle

Få konkrete værktøjer til at håndtere din angst

Angst kan behandles, og med den rigtige behandling kan du få det bedre.

Vi er specialiserede i angstbehandling for både voksne og unge, og vi står klar til at hjælpe dig.

“Johanne har hjulpet mig helt af med min panikangst, som ellers har plaget mig i mange år.”

— Mand, 31 år

Lænestol hos psykolog i København der behandler angst og angstanfald

Tag kontrollen over din angst

Angst er kroppens naturlige måde at fortælle dig, at der er fare på færde. Men angsten kan tage fejl: Kroppens alarmberedskab kan fortælle dig, at noget er farligt, selvom det reelt set ikke er. Det er ganske normalt at opleve i mindre grad. Men fylder angsten så meget, at den begynder at påvirke din dagligdag, så du fx oplever at bruge mental energi på at undgå ting, du ellers ville gøre, har du brug for behandling.

Angst kan behandles, og med den rigtige behandling kan du få det bedre. Uden behandling vil angsten derimod vokse og fortsat indskrænke din livskvalitet.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har nogen spørgsmål på telefon 93 89 34 08 eller mail kontakt@psykologhusetindreby.dk.

Du finder os på Gråbrødretorv i hjertet af København.

Nedenfor kan du læse om de mest almindelige former for angst og om hvordan vi behandler dem.

Smilende psykolog i København der tilbyder ufropligtende samtale om behandlingen af angst

Vi er specialiserede i behandlingen af angst

Hos os får du altid:

  • Et hold af psykologer med mange års erfaring i behandlingen af angst

  • Et skræddersyet forløb, der skaber reelle forandringer i din hverdag

  • Konsultation uden ventetid - vi tilbyder nye klienter tider inden for en uge

Du er velkommen til at starte med en kort, uforpligtende samtale med os.

Hvad er angst og hvordan behandles det?

Nedenfor kan du læse mere om nogle af de mest almindelige former for angst, som vi dagligt behandler i Psykologhuset Indre By. Uanset om du oplever symptomer på generaliseret angst, social angst, panikangst, præstationsangst, OCD eller enkelfobi står vi klar til at hjælpe.

 
  • Enkelfobi er angst, der udløses i helt specifikke situationer: Når man er i nærheden af et bestemt dyr som fx en edderkop eller rotte. Eller når man skal ud og flyve, være i et lukket rum eller i nærheden af fx blod eller opkast. Den enkelte situation eller ting er ikke i sig selv farlig, men har du en enkelfobi, oplever du alligevel svær angst. Tanken om fx edderkoppen eller det lukkede rum kan i sig selv være overordentlig ubehagelig, og har du en fobi, vil du formentlig gøre meget for at undgå bestemte situationer og genstande.

    En vigtig del af behandlingen er at ændre de uhensigtsmæssige tanker omkring fobiske situationer. En anden vigtig del er, at du får mere viden om lidelsen, dens symptomer og om, hvad der udløser angsten. I lettere tilfælde kan dét være nok. Som regel er vi dog nødt til at arbejde med eksponering – det vil sige, at vi gradvis og systematisk arbejder med at udsætte dig for de situationer, der udløser angsten. På den måde kan angsten som oftest forsvinde helt.

  • Generaliseret angst er en mere eller mindre konstant følelse af ængstelse og uro; en angst der ikke er knyttet til noget bestemt men kommer til udtryk fx som bekymringer over ting i dagligdagen. Denne ængstelse og uro kan tit give et behov for kontrol, og angsten bliver tit trigget i situationer, der ikke kan kontrolleres eller forudsiges. Det går udover både livskvalitet og relationer.

    I vores behandling af generaliseret angst får du teknikker til at håndtere de endeløse rækker af bekymringer, som gør dig urolig og anspændt. Og vi hjælper dig med at tackle din indre uro, så du selv lærer at mindske den.

  • OCD er en angstlidelse, der både kan komme til udtryk som tvangstanker (såkaldte obsessioner), eller tvangshandlinger (kompulsioner). Ofte er der tale om en blanding af både tvangstanker- og handlinger.

    Tvangstankerne opleves som skræmmende og ubehagelige og kommer som oftest med et budskab om, at man er et forfærdeligt menneske. Tvangshandlingerne kommer med en følelse af, at man er nødt til at gøre noget - f.eks. vaske hænder eller tjekke om man har slukket komfuret gentagne gange.

    OCD er en sejlivet og pinefuld angstlidelse, der ofte fører megen skam med sig. Derfor går mange OCD ramte i årevis uden at søge hjælp, hvilket medfører at OCDen bliver værre. Tøv derfor ikke med at søge professionel hjælp, hvis du er plaget af OCD. Med kvalificeret behandling kan man blive sin OCD kvit i mange tilfælde og få forbedret sin livskvalitet.

  • Panikangst – eller angstanfald – viser sig som pludseligt og voldsomme fysiske symptomer i situationer, hvor der ikke er fare på færde. Men selvom anfaldet er pludseligt, skal forklaringen oftest findes i belastning over lang tid.

    Rammes du af et angstanfald, vil du formentlig opleve det som særdeles ubehageligt, og du kan opleve en frygt for at dø eller miste forstanden. Ofte fører det til en frygt for at opleve et nyt angstanfald, hvilket igen leder til såkaldt undgåelse eller sikkerhedsadfærd. Begge strategier har til formål at sørge for, at man ikke oplever den ubehagelige angst igen. Men på længere sigt fører strategierne faktisk til en forværring af angsten og til en indskrænket livsudfoldelse.

    Den gode nyhed er, at panikangst er relativt let at behandle. Sammen ser vi på den forskrækkelse, der er forbundet med et angstanfald, og du får teknikker til at håndtere anfaldene, når de opstår. Der skal som regel ikke mange sessioner til hos en psykolog med ekspertise i panikangst, før du oplever en god effekt, eller før anfaldene helt forsvinder.

  • Har du socialangst, oplever du sociale sammenhænge som meget pinefulde. Angsten ligger et slags filter mellem dig og dine medmennesker og får dig til at tro, at andre mennesker synes, at du fx er dum og kedelig. Angsten får dig til at tro, at alt, du gør og siger i sociale sammenhænge, er forkert. Det er en ond cirkel, som blot får dig til at blive yderligere nervøs og opmærksom på at sige det rigtige. På den måde bliver en ellers rar social oplevelse forbundet med angst, nervøsitet og usikkerhed, og du får lyst til at skynde dig hjem “i sikkerhed”. Også selvom du måske med din fornuft er klar over, at din tolkning af andre menneskers syn på dig er overdrevet, bliver du grebet af ubehag i sociale sammenhænge.

    I behandlingen af socialangst hjælper vi dig med at spotte de negative tolkninger, socialangsten tilbyder dig, og udfordre dem. Vi udstyrer dig også med teknikker til at få gode oplevelser i sociale sammenhænge, så din angst på sigt vil blive mindsket.

  • Sygdomsangst viser sig som en stor bekymring for, at man selv eller ens nærmeste skal blive alvorligt syge. Lider du af sygdomsangst ved du formentlig med din fornuft, at frygten er ubegrundet, eller at risikoen for den givne sygdom er forsvindende lille. Alligevel kan følelsen af angst og tankerne om sygdom og død alligevel få overtaget, når du mærker et – ganske ufarligt – signal fra kroppen. Herfra er der kun et lille skridt til at kontakte lægen eller læse en masse om sygdommen på Google. På kort sigt kan dét give en umiddelbar fornemmelse af kontrol, men på længere sigt gør det angsten væsentligt værre.

    Sygdomsangst er en svær problematik at stå med selv. Ræk i stedet ud efter hjælp og vid, at langt de fleste oplever en stor bedring, når de modtager kvalificeret behandling.

Illustrationer lavet til Psykologhuset Indre By af @mettepaanette

Læs mere om angstlidelser på vores blog

  • Hvad er angst og hvordan behandles det?

    Hvordan ved man, at man har angst? Hvad er årsagen til angst? Hvordan føles et angstanfald? Få svar på gængse spørgsmål om angst.

  • OCD - hvad er det, og hvordan behandles det?

    Lær mere om hvad OCD er og om typiske tvangstanker og -handlinger. Få hjælp til hvad du kan gøre, hvis du eller en du kender lider af OCD.

  • Fobi - hvad er det, og hvordan behandles det?

    Er du bange for edderkopper? Undgår du helt at flyve, fordi det føles for ubehageligt? Så kan det være, at du lider af en enkelfobi.

  • Sådan håndterer du eksamensangst

    Tager nervøsiteten i eksamenstiden overhånd? Vores psykolog Lisbeth sætter fokus på eksamensangst, og på hvad man kan gøre for at håndtere den.

  • Mindsk dine bekymringer og reducer angst

    Hvordan håndterer du det, når der opstår bekymringstanker? Lær om hensigtsmæssig håndtering af tanker, der giver stress, angst og uro.

Vil du vide mere? Mød vores psykologer her.