OCD
Hvad er OCD?
OCD er en angstlidelse, der både kan komme til udtryk som tvangstanker (såkaldte obsessioner), eller tvangshandlinger (kompulsioner). Ofte er der tale om en blanding af både tvangstanker- og handlinger.
Tvangstankerne opleves som skræmmende og ubehagelige og kommer som oftest med et budskab om, at man er et forfærdeligt menneske.
Tvangshandlingerne kommer med en følelse af, at man er nødt til at gøre noget - f.eks. vaske hænder eller tjekke om man har slukket komfuret gentagne gange.
Lider man af OCD, vil man opleve at skulle bruge meget tid på enten sine tvangshandlinger og/eller tvangstanker. Dette på trods af at man godt ved med sin fornuft, at tankerne og handlingerne er urimelige og urealistiske. Grunden til, at man alligevel føler sig nødsaget til at udføre tvangshandlingerne eller tage tvangstankerne alvorligt, er, at man oplever så meget angst og ubehag i forbindelse med tankerne eller trangen til at udføre tvangshandlingerne, at det kan føles umuligt at lade være. Dette kan blive styrende for ens liv.
Nedenfor kan du læse om de typiske tvangstanker- og handlinger. Fælles for dem alle er, at det er handleimpulser og tanker de allerfleste mennesker kender til, men lider man af OCD fylder disse meget mere, og det kan føles umuligt ikke at lytte til dem.
Typiske tvangstanker:
Frygt for katastrofer - ildebrande, indbrud og ulykker.
Frygt for at være sindssyg
Frygt for bakterier - smittefare, forurening
Frygt for at være seksuelt afvigende - f.eks. frygt for at være pædofil
Frygt for at komme til at skade andre eller have lyst til at skade andre
Såkaldt magisk tænkning - en følelse af at skulle lede sine tanker i en bestemt retning for at beskytte sig selv eller sine nærmeste
Optagethed af at tælle, af orden og af symmetri
Frygt for at føle noget forkert - f.eks. i forhold til ens nærmeste
Religiøse tvangstanker
Frygt for at være amoralsk
Typiske tvangshandlinger:
Tjekke - f.eks. overdreven og gentagen tjekken af om man har låst sin dør eller slukket sine el-artikler
Gentagen og overdreven håndvask eller rengøring
“Bekendetrang” - at skulle tilstå eller bekende sig til andre - eller sikkerhedsspørge
Gøre de samme ting et bestemt antal gange
At skulle tælle ting - ofte for at få noget til at lande på det ‘rigtige’ tal
Være meget optaget af symmetri - at skulle organisere eller ordne ting på en bestemt måde
Holde meget øje med sanserne - f.eks. syn og hørelse af frygt for sindssyge
Holde øje med fornemmelser i kroppen eller undertrykke forskellige fornemmelser i kroppen for at teste sine seksuelle tilbøjeligheder
Undgåelse af situationer, genstande eller mennesker.
Tvivl
En gennemgående oplevelse for mennesker, der lider af OCD, er tvivl - tvivlen på om man kan stole på sig selv, sin hukommelse, sine sanser, sine følelser. Altså en tvivl på en selv. Er man især plaget af tvangshandlinger, kan tvivlen komme til udtryk således: “huskede jeg nu at slukke komfuret?!”, selvom man måske allerede har tjekket, at komfuret er slukket flere gange. Er det i højere grad tvangstanker man døjer med, kan tvivlen komme til udtryk som en tanke om “har jeg nu de rigtige følelser for min kæreste?” Eller “tænk hvis jeg nu kunne komme til at skade nogen af dem, jeg holder allermest af”.
Det kan du gøre hvis du lider af OCD:
1) Øv dig i at lytte mindre til din OCD
Tvangstanker kan føles meget skræmmende - især hvis de har seksuel eller voldelig karakter. På samme måde kan det føles meget ubehageligt, hvis man ikke udfører de tvangshandlinger OCDen kommer med. Når man har OCD er det allersværeste at lade være med at lytte til sin OCD - at lade være med at gøre som OCDen dikterer. Det kan føles umuligt, men det er det allervigtigste, når man skal prøve at blive sin OCD kvit.
2) Giv slip på tankekontrol
Du kan ligesågodt opgive at prøve at undertrykke tvangstankerne eller undgå at mærke trang til at udføre tvangshandlinger. For det er umuligt. Til sammenligning kan du prøve at forestille dig, at du ikke må tænke på en grøn havelåge - hvad tænker du så på? Givetvis lige præcis en grøn havelåge! Derfor fungerer det heller ikke at sige til dig selv, at der er visse tanker du ikke må have. Men prøv derimod at lade tankerne og trangen være og minde dig selv om, at det er din OCD der taler lige nu.
3) Øv dig i at acceptere at have ubehagelige tanker og følelser
Tanker og følelser kommer og går og siger ikke noget om, hvordan fremtiden vil blive, eller hvem du er som menneske. Vi har alle svære følelser og amoralske eller stødende tanker engang imellem. Har man OCD, følger der dog som regel en oplevelse med om, at ens tanker og følelser siger noget om en som menneske eller om virkeligheden. Prøv derfor at minde dig selv om at lade tanker være tanker, og at følelser kommer og går - det er blot et udtryk for, at du er menneske.
4) Søg hjælp
OCD er en sejlivet og pinefuld angstlidelse, der ofte fører megen skam med sig. Derfor går mange OCD ramte i årevis uden at søge hjælp, hvilket medfører at OCDen bliver værre. Ovenstående gode råd lyder givetvis simple, men er vanskelige at følge, hvis man er lider af OCD. Tøv derfor ikke med at søge professionel hjælp, hvis du er plaget af OCD. OCD er en værdig modstander, man sjældent kan nedkæmpe alene. Den gode nyhed er dog, at man med kvalificeret behandling kan blive sin OCD kvit i mange tilfælde og få forbedret sin livskvalitet.
Du er ikke alene og der er hjælp at hente.