Tristhed
Hvad betyder det at være trist?
Dårligt humør eller tristhed er en følelse, der som alle andre følelser kan ramme os alle fra tid til anden. Nogle mennesker oplever, at det i sig selv at gå mod mørkere, kortere dage kan give anledning til en følelse af tristhed eller nedtrykthed. Andre vil opleve, at de indimellem kan føle sig triste eller nedtrykte uden en åbenlys grund.
Hvorfor bliver man trist?
Tristhed eller at føle sig ked af det er som sagt en normal del af alle menneskers følelsesliv. I perioder kan tristheden fylde mere eller mindre.
Tristheden kan udløses af noget vi oplever - noget i vores omgivelser. At blive forladt af sin kæreste, at være i en svær periode med mange belastninger eller at miste en nærtstående, er eksempler på begivenheder, der for de fleste vil udløse en følelse af at være trist eller ked af det. Nogle oplever desuden, at deres humør kan svinge meget alt efter, hvor meget søvn og dagslys de får. Tristhed kan også skyldes hormonelle ændringer, overgangsalder, fødsel osv.. Uanset hvad er der ikke noget forkert i at føle sig trist.
Tristheden kan også opstå uden, at man kan finde en åbenlys forklaring eller noget, der udløser den. Det kan blandt andet skyldes, at svigt eller ensomhedsfølelser fra barndommen kan give følelser af tristhed - hvor man følelsesmæssigt kan “genopleve” nogle af de følelser af ensomhed og tristhed, man oplevede i sin opvækst. Dette kan også ske, selvom man i sit voksenliv har fået gode relationer og ikke længere oplever at stå alene eller blive svigtet, kan følelsen af tristhed alligevel vare ved.
Uanset hvad der gør os triste, er det at føle sig ked af det en vigtig følelse, fordi den fortæller os, at vi har et behov for at blive taget sig af, trøstet og få omsorg.
Hvad kan man gøre ved tristhed
Tristhed er som alle andre følelser ikke noget, man selv har kontrol over og kan få til gå væk. Tværtimod er det sådan, at når man prøver at undertrykke sine følelser eller skubbe dem væk, vil de blot vokse. Men der er nogle ting, du kan gøre for at sørge for, at tristheden ikke bliver værre, og at den helt naturligt kan lette sig. Noget, der især kan regulere følelsen af at være trist, er at få mødt det behov, alle mennesker har for omsorg og nærhed. Dette kan du måske få fra dine nærmeste - din partner, dine venner eller familie. Det er derfor altid en god ide at tale med nogen om tristheden. En vigtig del af at kunne acceptere og regulere en følelse som tristhed er dog også at øve dig i at vise dig selv omsorg og trøst, når du føler dig ked af det.
Du kan øve dig på dette ved at prøve følgende:
1.Identificer og accepter følelsen. Dette kan du gøre ved at minde dig selv om følgende: “Lige nu føler jeg mig trist. Jeg ved, det er en følelse. Det betyder, at jeg ved den går væk igen og er en midlertidig tilstand, som ikke er farlig for mig. Det, jeg mærker lige nu, er okay og ikke noget, jeg skal forsøge at få til at gå væk eller handle på”. Prøv at se om du kan afholde dig fra at bekymre dig over, hvorfor du mon er trist, og hvordan du kan få det til at gå væk, men registrer og accepter følelsen. På den måde undgår du at fastholde dig selv i et mønster, hvor følelsen af tristhed vokser, fordi du bliver bekymret og selvbebrejdende over, hvorfor du mon er trist.
2. Beroligende åndedræt - læg hånden på det sted på din krop, hvor du mærker tristheden mest. Luk herefter øjnene og forestil dig en situation med et menneske du kender eller har kendt, hvor du har følt ubetinget omsorg og tryghed i jeres relation. Hold øjnene lukkede og forestil dig, at dette menneske kigger på dig, holder om dig og giver dig omsorg. Dette er godt at gøre, fordi de dele af hjernen, der regulerer vores følelser, stort set ikke skelner mellem de billeder, vi fremkalder på vores indre nethinde, og det vi reelt set ser og oplever. På den måde kan du give dig selv følelsen af tryghed og omsorg.
3. Når du har udført de to første punkter, vil du givetvis mærke, at du falder lidt til ro - føler dig trøstet, og at følelsen af tristhed begynder at lette lidt. Find herefter et stykke papir og en blyant frem. Skriv nu ned, hvad ville du sige til en kær ven, dit barn, en kollega eller et familiemedlem, der havde denne følelse af tristhed uden nogen øjensynlig forklaring. Mange mennesker kommer til at tale hårdt eller kritisk til sig selv, hvis de er kede af det eller triste. Dette forstærker og forlænger tristheden. Overvej hvad du ville sige til en, du holder af, der er trist og skriv dette ned. Du vil givetvis opleve, at de trøstende kærlige ord, du ville sige til en god ven, der er ked af det, rummer al den omsorg og støtte, du selv har brug for, når du oplever tristhed.
4. Når du har udført de 3 første punkter, skal du lave én ting ,der sædvanligvis gør dig glad. Med tristheden kan man opleve en apati eller trang til ikke at foretage sig noget og lukke sig inde. Dette kan igen gøre, at man kommer til at gruble mere og blive mere trist. Måske skal du ringe til en ven, din søster, gå en tur eller lytte til musik?
Vænner du dig til at tage dig af dig selv på denne måde, når du mærker tristhed, vil du efterhånden opleve, at tristheden vil komme til at fylde mindre i dit liv, og at du oplever den mindre uoverskuelig, når den opstår.
Hvad er forskellen på depression og tristhed
Mærker du over en længere periode, at du er trist hver dag på en måde, hvor den ikke letter, så du har svært ved at lave andet og mangler energi og lyst i hverdagen, er det vigtigt, at du søger hjælp. Kontakt en psykolog eller din læge og få en aftale, så I sammen kan få en snak, om din tristhed er ved at udvikle sig til en depression. Har man en depression, er ovenstående ikke tilstrækkeligt til at få tristheden til at gå væk. Har man en depression skal man hjælp i form af psykoterapi og i nogle tilfælde medicin for at opleve, at tristheden letter, og man får det bedre.